blog_image

Fokus på isolering, vinduer og bæredygtighed

Fokus på isolering, vinduer og bæredygtighed

Det handler om at tænke langsigtet. Bygger du et bæredygtigt og energibesparende hus, så er det godt for rigtig mange ting. Det sikrer dig en bedre økonomi, et sundere indeklima, en højere salgsværdi og naturligvis en reduktion af dit hus’ påvirkning på miljøet. To af de letteste måder at gøre dit nybyggede hus bæredygtigt er at overveje valg af vinduer og isolering.


Hvilket design skal de nye vinduer have?

Vinduerne i dit nye hus har en rigtig, rigtig stor betydning for det æstetiske udtryk. Vinduernes placering og vinduesdesignet kommer til at have indflydelse på din boligs indvendige og udvendige udtryk. Derudover har vinduerne også rigtig stor betydning for energibesparelse, som også kommer til udtryk økonomisk.

Designmæssigt vil det se yderst fjollet ud, hvis du sammensætter vinduer fra en funkisvilla fra 1930’erne med et helt nybygget, moderne typehusdesign. Tænk rigtig meget over, hvilket design du vælger, og rådfør dig med en arkitekt eller dit byggefirma for at høre, hvilke vinduer der vil fungere bedst til dit hus. Sørg for at placere vinduerne rigtigt i forhold til lysindfaldet i rummene, og tænk over hvilken effekt vinduet vil have på det enkelte rum.

Samtidig skal du vælge materialer, der passer til huset. Træ? Stål? Aluminium? Plast? Der er rigtig mange muligheder, og alle har fordele og ulemper i forhold til design og vedligehold. Træ har et mere klassisk pænt look, hvorimod stål og plast ikke kræver samme mængde vedligehold. En mulighed kan være at kombinere de to. Det er også værd at overveje, om der skal installeres lyddæmpende vinduer, hvis et rum peger ud mod en trafikkeret vej eller et offentligt område med meget larm.


Energikravene og mærkerne

Oprindeligt lavede man kun vinduer af træ, men man har helt fra denne tid forsøgt at optimere vinduerne og finde den bedste måde at holde på varmen. Det er jo spild at fyre for fuglene. I dag er der klare krav og kvalificeringer i form af energimærkningerne. Du kan læse meget mere om energimærker og energikrav(LINK) i et af vores andre blogindlæg her på siden. Energimærkeskalaen går fra A til G, og i dag er det ikke tilladt at indsætte vinduer i sit hus, der er under energimærke B. På Energistyrelsens side spareenergi.dk(LINK) kan du læse alt om energibesparelse, udgangspunktet for mærkningerne, energikrav og meget, meget mere.


Vigtigheden af isolering og valg af materialer

Mange tror, at vinduer er det vigtigste tiltag for at spare på energien – men det vigtigste er klart isoleringen. Det er egentligt ganske logisk, når man tænker over, at isoleringen sidder i ydervæggene, som fylder en del mere af dit hus’ facade end vinduerne gør. Isoleringen er altså en af de absolut vigtigste ting, der kan give god økonomisk og miljømæssig gevinst på den lange bane.

Alle væggene i dit hus skal isoleres, men det vigtigste område at have fokus på er husets klimaskærm, der består af tag og ydermure – altså de områder der skærmer dit hus mod det ydre klima og miljø. Klimaskærmen spiller en stor rolle – især i kolde og våde Danmark. Hvis ikke dine ydre klimaskærme er godt velisolerede, så vil varmen, energien og pengene sive ud, mens kulden siver ind.

To af de mest almindelige materialer, der oftest vælges inden for isolering er celleglas og mineraluld.  Mineraluld er både glas- og stenuld, og celleglas er lavet af genbrugsglas og kul. De to typer materialer er meget ens i isoleringsevne og har samme kvalificering og sikkerhed. Celleglas er en smule dyrere, men bør til gengæld også holde i længere tid.


Rådgivning og information

Hvis du er i tvivl om, hvilke vinduer og isoleringsformer, der er bedst både æstetisk, miljømæssigt og økonomisk, så tøv ikke med at søge rådgivning. Det kan betale sig at være helt sikker, før de eventuelt forkerte vinduer installeres.

Du er altid velkommen til at kontakte Nybyggerbasen, da vi altid står til rådighed for dig. Derudover kan du også med fordel snakke med dit byggefirma eller entreprenør, som helt sikkert kan hjælpe dig til at tage en velovervejet beslutning.

Nybyggerbasen bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målretning af annoncering. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker videre på sitet, accepterer du vores brug af cookies og vores generelle vilkår og betingelser (kan læses her).