Kender du det, at du sætter dig med en kop kaffe og idet du tager den første tår, så tænker du: ”det var lige præcis det jeg trængte til!”
Faktisk har jeg oplevet det nogle gange, hvor kaffen ikke engang har været specielt god, men hvor det bare har været super tiltrængt.
For mig er der intet der kan skabe ro indvendig, som en god kop kaffe.
Den bedste kaffe for mig er filterkaffe og derfor er min Moccamaster også min bedste kaffeven. Derudover har jeg en vægt til afmåling af kaffe plus en kaffekværn.
Det giver en udmærket – ja nogle gange endda fremragende – kop filterkaffe, synes jeg.
Jeg har prøvet diverse kapsler og Hario pour over. De bryggemetoder var ikke lige mig.
Jeg har også prøvet espresso, men det er så slet ikke mig.
Cappuccino, cafe latte og den slags kan jeg sagtens drikke, men jeg orker ikke rigtig selv at lave dem. Skal jeg lave fancy kaffe, så stopper det nok allerede efter, jeg har kommet en sjat mælk i min kaffe og ellers drikker jeg den sort.
For mig er kaffe et rigtig godt alternativ til sodavand, som jeg også drikker, men gerne vil minimere indtaget af for det er jo ikke super sundt.
Og det gode ved kaffe er at jeg kan drikke det til stort set alt og for sig selv.
Faktisk er det vel kun til frokost og aftensmad, hvor jeg vælger noget andet end kaffe, når det kommer til drikkevarer.
Men jeg bæller ikke kaffe i mig. Jeg er ret bevidst om koffeinen, så det er selvfølgelig noget med mådehold. Ikke mindst fordi det kan være svært for mig at falde i søvn, hvis jeg har drukket kaffe om aftenen. Jeg har prøvet at regne det ud, men der er ikke som sådan et mønster i det. Just one of those things, I guess…