Vi alle kender til Corona. Også kendt som djævlen i forklædning. Takket være den, er folkeskolerne endnu engang blevet sendt hjem, og det betyder selvfølgelig onlineskole. Yayyy?
Jeg sidder i mit teams mødet, og lytter til min læres stemme, kalde alle de 24 elevers navne op i navneopråbet. Alexander, Emilia osv. og så kommer mit. Jeg tænder for min mikrofon, og siger klart og tydeligt ”Jeg er her”. Der går ca. 5 sekunder, også runger min lærers stemme endnu engang, og gentager mit navn. Endnu engang tænder jeg for min mikrofon og gentager ordene ”jeg er her”. Endnu engang bliver det mødt med stilhed. Jeg går ind på chatsamtalen, og indtaster for tredje gang nu ordene ”jeg er her”. Efter et par sekunder, læser læreren kommentaren, og spørger, så hvorfor jeg ikke bare svare med mine egne ord. Jeg fortæller hurtigt, at jeg er kommet frem til konklusionen at min mikrofon, på min iPhone ikke længere virker. Efter at have skrevet det ind i chatten, og gentagne gange sagt til min lærer, at jeg ikke lyver, og at den rent faktisk ikke virker, siger hun, at jeg jo så må få min telefon repareret. Jeg havde sådan set ikke så meget at sige til det. Det havde jeg jo også tænkt mig. Ellers kan jeg ikke sende nogen lydbeskeder længere. Så jeg svarer bare, at det skal jeg nok, og at jeg vil gøre det efter skole. Og det har jeg så sandelig også tænkt mig at gøre.
Så snart klokken slår 15, tager jeg overtøjet på, og kører ind til butikken Fixphone i Helsingør. Jeg forklarer, at min mikrofon ikke virker, og de forsikrer mig, at de nok skal kunne fikse den. Fixphone den butik, må jeg huske på.
Nu er jeg tilbage i online undervisningen igen, men må erkende jeg glæder mig til, at komme tilbage på skolen.